Landkommune i Slesvig 22.09.1867-1920/23

 

Generelt

Et Gemeinde fungerede som lokalt kommunalt selvstyre, og kommunerne kunne frit danne forbund.

Herredsfogderierne spillede en vigtig rolle i opbygningen af det kommunale selvstyre, og herredsfogeden skulle således udarbejde forslag til afgrænsningen af de enkelte kommuner. Befolkningen skulle høres, og han skulle indsende en skitse til godkendelse hos regeringen. Denne proces strakte sig ind i de første år af 1870'erne.

I en lang række sager fungerede herredsfogeden som kommunernes forbindelse til landråden og regeringen, og som landrådens (kredsens) udøvende organ inden for dennes forretningsområde havde herredsfogden på næsten alle områder af det offentlige liv udøvende myndighed eller tilsyns- og bindeledsfunktion.

Funktion

Lokalt kommunalt selvstyre.

Etymologi

Af germansk *gamaini- 'fælles, sammenhørende'.

Antal

Godt 430 preussiske kommuner havde ultimo 1867 arealer nord for 1920-grænsen. Der foregik stadige sammenlægninger, men fra 1911 og til genforeningen i 1920 var der 397 kommuner.

Lovgivning/reformer

  • Forordning om landkommunernes forfatning af 22.9.1867. Kun adelige godser beholdt deres status som godsdistrikter, men nu sidestillet med almindelige landkommuner. Kommunerne kunne frit danne forbund.
  • Landkommunallov 4.7.1892, hvorefter blandt andet kommunerepræsentationer blev obligatoriske.

Før/efter

Det nærmeste, man kan komme en forgænger for de preussiske kommuner, er kommunale fællesskaber, der som rester af landsbyfællesskabet havde overlevet udskiftningen og dertil formålsbestemte kommunalforbund indenfor fattig-, skole-, dige- og vejvæsenet. De preussiske landkommuner afløstes gradvist efter genforeningen i 1920 af danske sognekommuner.

Hierarki

Underlagt landrådens (kredsens) tilsyn.

Embedsmænd

Kommuneforstander.

Kilder

  • Hans Schultz Hansen: Herredsfogderiarkiver fra Nordslesvig 1868-1889. Aabenraa 1991. P. 8-9
  • Gerret Liebing Schlaber: Hertugdømmet Slesvigs forvaltning. Flensborg 2007. P. 407, 410
  • Ordbog over det danske Sprog (webudgaven ordnet.dk/ods/(ultimo 2011)).