Politi-jurisdiktion for købstæder i Slesvig 1867-1921

 

Generelt

Stadt(-bezirke)/Købstad. Handelssted med særskilte rettigheder. Købstæderne Sønderborg, Tønder, Åbenrå og Haderslev var både før og efter prøjsisk administration og lovgivning købstæder. De forblev som sådan selvstændige enheder med egen politimyndighed m.v.'

Funktion

Selvstændig administrativ enhed. Handelssted med særskilte rettigheder og egen politimyndighed.

Etymologi

Ordet stadt er beslægtet med ordet sted.

Antal

4 slesvigske købstæder nord for 1920-grænsen: Sønderborg, Tønder, Åbenrå og Haderslev. (Dertil Ærøskøbing som dog kom under dansk administration i 1867).

Lovgivning/reformer

Lokalt var det længe tilstrækkeligt at holde sig til sædvanerettigheder, som blev 'plejet' af de mest ansete i distriktet. Overordnede love ordnede således kun særligt vigtige forhold, som krævede fælles anstrengelse eller større undersøgelser. Men på de store handelspladser rakte sædvaneretten ikke, hvorfor de ophøjedes til købstæder med egen ret.

Købstæderne blev definitivt selvstændige jurisdiktioner, når de fik udstedt deres privilegier. Bylovene var tilpasset lokale forhold, og der var således ikke som i kongeriget fra 1682 en overordnet købstadsordning man skulle orientere sig efter. Tønder var speciel ved Lybske privilegier givet 1243, de øvrige slesvigske: Haderslev 1292, Åbenrå sidst i 1200-tallet (stadfæstet 1335), Sønderborg var købstad fra middelalderen.

Før/efter

Købstæderne groede op af handelspladser, der i middelalderen fik særskilte privilegier. De relevante bysamfund var både før og efter prøjsisk administration og lovgivning købstæder.

Hierarki

Købstæderne stod umiddelbart under landsherren, og statholderen var den overordnede myndighed. Fra magistratsdomstolene kunne appelleres til landsherren eller landretten, for Tønders vedkommende til den gottorpske overamtsret. Adelige personers privilegier gjaldt ikke i købstæderne.

1722-31 var statholderembedet ledigt, og amtmændene varetog opsynet, og 16.9.1850 nedlagdes statholderembedet, hvorefter amtmændene blev overordnet myndighed, men i øvrigt var købstæderne formelt uden for det administrative hierarki.

Embedsmænd

I modsætning til i kongeriget havde alle slesvigske købstæder, bortset fra Ærø efter 1773, et byråd, eller en magistrat, der blev ledet af 1-2 borgmestre. Byrådet var som købstadens øverste administrative myndighed ansvarlig for politi, retsvæsen og opsyn med byens anliggender i øvrigt. Til byrådet hørte en post som bysekretær, der eventuelt varetoges af borgmesteren. Oppebørslen varetoges af en byskriver, eller bykasserer, der ofte var fra det valgte deputerkollegie.

Landsherrens repræsentant var byfogeden, men over tid gled også retten til udnævnelse af borgmester og byskriver fra borgerskabets valgret gennem borgerrepræsentationen, deputerkollegiet, over til landsherren, der dog oftest respekterede deputerkollegiets kandidatforslag. Deputerkollegiet havde generelt kun rådgivende kompetence, men skulle høres i sager vedrørende økonomi, og over tid blev de deputerede stadig mere inddraget i forvaltningen gennem deltagelse i kommisioner.

Kilder

  • Gerret Liebing Schlaber: Hertugdømmet Slesvigs forvaltning. Flensborg 2007. P. 22, 166, 292-321
  • Gerret Liebing Schlaber: Administrative tilhørsforhold mellem Ejderen og Kongeåen indtil 2007. Flensborg 2007. P. 286
  • Ordbog over det danske Sprog (webudgaven ordnet.dk/ods/(ultimo 2011))